Tourplan

13/10 onsdag13. oktober / 21Kl. 19:00 Viborg Paletten Køb billet
14/10 torsdag14. oktober / 21Kl. 19:00 Næstved Grønnegades Kaserne Køb billet
15/10 fredag15. oktober / 21Kl. 19:00 København Bremen Teater Køb billet
03/11 onsdag3. november / 21Kl. 19:00 Aalborg Skråen Køb billet
04/11 torsdag4. november / 21Kl. 20:00 Taastrup Teater & Musikhus Køb billet

Carsten Bang er tilbage med nyt onemanshow: PUNK!

Carsten Bang har aldrig haft en plan, et mål eller noget andet at stræbe efter. Alligevel står han her, med en glorværdig karriere som en af branchens allertungeste drenge, klar med onemanshow nr. 6. Glæd dig til at opleve PUNK! i 2021.

Punk stammer fra Storbritannien, og betegner oprindeligt træ der er rådnet pga. svamp. I midten af 70’erne opstod en ny musikgenre ved samme navn. For mange blev punk en livsstil, og nøgleordene var rå attitude, foragt for pænhed og det etablerede borgerskab.

Lighederne mellem en klassisk punker og Carsten Bang er forsvindende små. Der var måske nok nogle vilde episoder, da Carsten var ung i Kjellerup, men han var aldrig rigtigt tæt på at blive punker. I stedet snublede han over en pæn uddannelse som civiløkonom.

Carsten Bang er mange ting, men er punk én af dem? Graver man lidt dybere, viser der sig at være tre ligheder. Bang har været en del af den danske comedyscene helt fra dens spæde start, nærmere bestemt siden 1991. Nu står han her, knap 30 år senere, med en imponerende karriere og et kæmpe bagkatalog. Han har blandt andet fem vellykkede onemanshows, en karriere som radiovært og en lang række tv-programmer i rygsækken. Bang kan med rette kalde sig en af sværvægterne i dansk stand-up, trods han aldrig rigtigt har haft et mål eller noget bestemt han ville opnå. Med andre ord: Én ”hey ho, let’s go!”-mentalitet. Første lighed mellem Bang og punk!

Men Carsten Bang er ikke – som punk – hverken rå, støjende eller enkel. Til gengæld understreger han, at den enkle glæde og rå energi, der kan opstå i stand-up, på mange måder er ret punk. Lighed nummer to!

”Mange punkbands opstod ved at de så et andet band – så hvor nemt det var – og lavede så deres eget band. Jeg så nogen lave stand-up – så hvor nemt de fik det til at se ud – og trådte så selv op på scenen. For at få mit drug; grinet!”

Carsten Bang

Ingen skulle fortælle punkerne hvad der var rigtigt og forkert. Det skulle de nok selv finde ud af. Lighed nummer tre! Carsten Bang repræsenterer i dag intelligent og underfundig stand-up fra højeste hylde, med masser af selvironi og skarpe punchlines.
Glæd jer til PUNK!, hvor Carsten Bang skærer helt ind til benet, skruer ned for reglerne, op for de enkle skarpe jokes – og ligesom punkerne, giver finger til regler og strukturer – med et show, hvor det eneste Bang leder efter er sit drug; den rå, rene latter fra publikum.

Booking

Det får I med Carsten Bang

Originalt, intelligent og underfundigt materiale, der kryber som en humoristisk strøm ind under huden på publikum. Den stærkt selvironiske jyde er så dreven en komiker, at han får sine tilhørere helt ud på kanten af sædet – for derpå at få dem til at knække sammen af grin over den overraskende og raffinerede pointe. Med sin store lune og det velkendte glimt i øjet leverer Carsten Bang præstationer, som er blandt den absolutte elite i dansk comedy – også når han optræder på engelsk og som vært på fx konferencer.

Carsten Bang har på sin helt egen og suverænt driftssikre måde været en del af den danske stand-up scene siden 1991. Han er tilbagelænet og rar – men ikke bange for at sige sin mening direkte og uden omsvøb. Han kender sit publikum og forstår at levere små genialiteter og morsomme betragtninger – med sans for detaljen og det overraskende.

Den midtjyske komiker blev født på et alderdomshjem i Jebjerg, og måske er det derfor, han er så godt et eksempel på, at man ikke behøver at råbe højt og fare af sted med 120 km/t. for at være sjov. Carsten har altid et glimt i øjet og så meget soliditet og talent, at han tør tage al den tid, der passer ham – og publikum er med ham hele vejen.

Send en forespørgsel

Tour

Nana Parbst
T: +45 33 12 20 00
E: [email protected]

Booking / PR

Sanne Thomas-Larsen
T: +45 69 15 70 24
E: [email protected]